OBS ! Telefonen på kontoret virker ikke i øjeblikket. Ring 82 56 37 70 (tryk 2) eller ring på 51 97 18 76
Adventskirkens vuggestue er en selvejende institution, som siden 2018 har været en del af den selvejende Klynge BV3. I vores lille klynge er der udover Adventskirkens vuggestue, tilknyttet 3 børnehaver. Vuggestuen er normeret til 72 børn, og der er 21 pædagogiske personaler samt faste vikarer ansat i vuggestuen.
Vi har 6 børnegrupper: Haletudserne med 13 børn, Krudtuglerne med 11 børn, Bavianerne med 11 børn, Muldvarperne med 10 børn, Bjørnebanden med 11 børn og Kaktusserne som er vores storebørnsgruppe med 16 børn. Vuggestuen har egen legeplads og mulighed for at sætte klapvogn/barnevogn i kælderen når børnene afleveres om morgenen. Vi er ude så meget vi kan og i alt slags vejr, da vi ser uderummet og naturen som et vigtigt læringsrum. Derudover har vi adgang til en stor sal, som vi primært benytter i vinterhalvåret, til rytmik med børnegrupper på tværs af stuerne.
I vuggestuen er der særligt fokus på nærvær og omsorg som er en forudsætning for at kunne trives, udvikle- og dannes. Derfor er tryghed og omsorg nogle af nøgleordene for den pædagogik, vi praktiserer i vuggestuen. Trygge børn tør udforske omverdenen og udfordre sig selv motorisk, sprogligt og socialt. Vi arbejder ud fra en anerkendende pædagogik, hvor udgangspunktet er, at alle børn, forældre og ansatte skal føle sig set, hørt og forstået i hverdagen. I en anerkendende pædagogisk hverdag sættes alle børn i et positivt lys, og personalets rolle er at fremme børnenes oplevelse af grundlæggende tryghed. Udgangspunktet for relationen mellem børn og personale er, at der altid er en mening bag børnenes handlinger. Derudover har vi fokus på barnets sproglige udvikling og mulighed for deltagelse og medbestemmelse i hverdagen.
Vuggestuen har et tæt samarbejde med forældregruppen og forældrerådet. Formanden for forældrerådet er medlem af klyngebestyrelsen, som har et tæt og dagligt samarbejde med lederen i vuggestuen. Både forældrerådet og klyngebestyrelsen er derfor naturligt med inde over mange af de beslutninger der har betydning for vuggestuen og børnenes dagligdag.